Planlægning
Hej med jer!
Jeg har i noget tid gået og tænk på, at jeg gerne ville hjem til Danmark på besøg snart – for jeg savner godt nok min familie. Der er en del planlægning i den forbindelse, og naturligvis også udgifter til flybillet – og så skal det jo gerne passe med, at dem derhjemme også har tid til at se mig.
I går talte jeg så lige med mine forældre, og det ser ud til at det hele falder på plads, og jeg skal hjem her om to uger! Jeg glæder mig simpelthen så meget, og kan næsten ikke vente. Planen er, at jeg skal være hjemme i fire uger – så burde jeg også kunne nå alt det jeg gerne vil.
En pause fra min hverdag
Som i jo nok ved, så elsker jeg mit liv og min hverdag her i Sydafrika og kan slet ikke forestille mig noget andet lige nu. Men det bliver nu alligevel skønt, at komme hjem til (kolde) Danmark og se min familie, og naturligvis mine venner. Jeg skal bo på mit gamle værelse hos mine forældre, og have alt det gode, danske mad som jeg godt kan savne lidt hernede. Noget jeg savner mest, er frikadeller – så det glæder jeg mig rigtig meget til at få igen snart. Det bliver dejligt at komme på ferie i Danmark, og få en pause fra mit arbejde – jeg tror man har brug for ferie uanset hvilket job man har og hvor i verden det er.
Planlægning af ferien i Danmark
Selvom det måske lyder af lang tid at jeg skal være hjemme i fire uger, bliver jeg nødt til at planlægge dem ret godt. Jeg vil nemlig gerne nå at se og være sammen med både min familie (som faktisk er ret stor) og så selvfølgelig alle mine venner. Min familie kommer jeg til at se som noget af det første, da jeg jo skal bo hos mine forældre og at vi den første aften jeg er hjemme får besøg af mine bedsteforældre også. Jeg glæder mig til god mad, en masse hygge og ikke mindst snak med dem alle sammen. Et par dage efter holder en af mine venner en kæmpe fest for mig, så der kommer jeg også til at se rigtig mange af dem som jeg ikke har set i rigtig lang tid.
Fremtiden
Specielt min familie spørger mig tit, hvad mine planer i fremtiden er med hensyn til hvor jeg skal bo. Sagen er den, at jeg ikke rigtig ved hvad jeg gerne vil og slet ikke kan bestemme mig. På den ene side vil jeg gerne hjem til Danmark snart og have et ganske almindeligt liv som alle de andre, og på den anden side vil jeg bare gerne være i Sydafrika noget mere og få flere oplevelser. Jeg tror, at hvis jeg først tager hjem for at blive så kommer jeg ikke afsted igen – og jeg føler ikke at jeg har oplevet nok endnu. Men jeg skal da hjem inden alt for længe – eventyret kan jo ikke vare ved. Det virkelige liv kalder også!
Over and out – Stefan